Når man taler om smuk kalligrafi, tænker man ofte på bogstavets form eller linjens kvalitet. Men udtrykket opstår også i rummet omkring tegnet: i pauserne, afstandene, margenerne og det stille felt på siden.
Rummet lader bogstavet ånde. Det skaber rytme, balance, ro eller spænding. Hvis bogstaverne står for tæt, bliver kompositionen tung. Hvis de står for langt fra hinanden, går enheden tabt. I kalligrafi er tomrummet ikke blot baggrund, men en aktiv kompositorisk kraft.
En smuk linje har brug for smuk stilhed omkring sig. Når øjet mærker luft, bliver arbejdet klarere, dybere og mere overbevisende.
